ADVOKAT JENS LANG RASK

Hjemgivelse – vejen til at få dit barn hjem igen

En anbringelse føles som en endestation. Men i loven er den det ikke: En anbringelse skal ophøre, når formålet er opnået, eller når den ikke længere er nødvendig. Vejen hjem hedder hjemgivelse – og den har regler, frister og rettigheder, som du skal kende. Her får du overblikket, og et ærligt billede af, hvad der skal til.

Lovens udgangspunkt: En anbringelse er midlertidig

En anbringelse uden for hjemmet skal ophøre, når formålet med den er opnået, eller når den ikke længere er formålstjenlig. Derfor er en tvangsanbringelse heller aldrig "afgjort én gang for alle": Sagen skal automatisk genbehandles i Børne- og Ungeudvalget – som hovedregel inden 1 år ved en førstegangsanbringelse og ellers inden 2 år (Barnets Lov § 50). Ved hver genbehandling skal kommunen igen kunne dokumentere, at betingelserne for tvang fortsat er opfyldt.

Genbehandlingen er derfor omdrejningspunktet i de fleste hjemgivelsesforløb – og forberedelsen til den begynder længe før mødet.

Sådan prøves hjemgivelse i praksis

Her skal vi være præcise, for der florerer misforståelser på nettet: Ved en tvangsanbringelse kan du ikke bare anmode om hjemgivelse og dermed få sagen for udvalget. I praksis prøves en tvangsanbringelse ved de faste genbehandlinger i Børne- og Ungeudvalget: Udvalget skal tage stilling til sagen igen inden 1 år ved en førstegangsanbringelse – og ellers inden 2 år (Barnets Lov § 50). Det er dér, spørgsmålet om hjemgivelse reelt afgøres, og dér skal din sag stå skarpt.

En anmodning om hjemgivelse kan indgives – men ved en tvangsanbringelse kan kommunen afvise at behandle den, hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene (Barnets Lov § 102). Den realistiske strategi er derfor næsten altid: Brug tiden frem mod genbehandlingen på at bygge dokumentationen – og anmod kun, når forandringen faktisk kan bevises.

Er dit barn derimod frivilligt anbragt, gælder en anden mekanik: Kommunen skal tage stilling til en hjemgivelsesanmodning senest 7 dage efter, at den er fremsat – læs mere på siden om frivillig anbringelse. Og en ung, der er fyldt 15 år, kan selv anmode om hjemgivelse. Advokaten er gratis for dig i tvangssagerne – også ved genbehandlingen.

Hjemgivelsesperioden: Op til 6 måneders overgang

Besluttes det, at dit barn skal hjem, fastsætter kommunen en hjemgivelsesperiode – i praksis fra få dage og op til 6 måneder, afhængigt af behovet. Perioden er ikke chikane; den er en videreførelse af anbringelsen med et nyt formål: at gøre overgangen skånsom for barnet.

• Hyppigere samvær, så barnet gradvist vænner sig til at skulle hjem
• Et ordentligt farvel til plejefamilien eller anbringelsesstedet
• Forberedelse af støtten efter hjemgivelsen – kommunen skal revidere barnets plan og indhente en udtalelse fra anbringelsesstedet, inden der træffes afgørelse

Mener du, at perioden er sat unødigt langt, kan afgørelsen om periodens længde påklages til Ankestyrelsen. Og i ganske særlige tilfælde – for eksempel hvis plejefamilien alligevel flytter – kan kommunen helt undlade at fastsætte en periode, så barnet kommer direkte hjem.

Sådan bygger vi en hjemgivelsessag

Vi fører hjemgivelsessager i hele landet, og de stærke sager har ét fællestræk: dokumenteret forandring. Konkret arbejder vi med:

• Forandringsbeviset: Gennemført behandling, stabil bolig og hverdag, nyt netværk – alt det, der har ændret sig siden anbringelsen, samles og dokumenteres med udtalelser fra fagpersoner, ikke kun med dine egne ord.
• Samværet som løftestang: Et velfungerende, stabilt samvær er ofte det stærkeste enkeltargument for, at mere er muligt. Vi arbejder derfor ofte med at udvide samværet som et skridt på vejen mod hjemgivelse.
• Kommunens egen dokumentation: Vores socialfaglige konsulent – uddannet socialrådgiver – gennemgår handleplaner, statusudtalelser og samværsbeskrivelser og finder de steder, hvor kommunens eget materiale faktisk taler for dig.
• Den rigtige timing: Skal vi anmode nu, vente på genbehandlingen eller klage? En klage forrykker genbehandlingsfristen, så valget skal træffes med åbne øjne. Vi lægger strategien sammen med dig – og siger ærligt, hvornår din sag står stærkest.

Det ærlige billede

Vi lover aldrig et bestemt resultat – det må ingen seriøs advokat. Barnets behov for ro og stabilitet vejer tungt i vurderingen, og jo længere en anbringelse har varet, jo mere fylder barnets tilknytning til anbringelsesstedet. Men vi kan love dig det her: en ærlig vurdering af din sag, en klar plan for, hvad der skal dokumenteres, og en advokat, der kender systemets svage punkter og bruger dem.

Ofte stillede spørgsmål om hjemgivelse

Hvornår kan jeg anmode om hjemgivelse?

En anmodning kan indgives under anbringelsen – men ved en tvangsanbringelse kan kommunen afvise at behandle den, hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene, og i praksis prøves tvangsanbringelser ved de faste genbehandlinger i Børne- og Ungeudvalget. Derfor handler en stærk hjemgivelsessag om at kunne dokumentere den forandring, der er sket, siden anbringelsen blev besluttet.

Hvad sker der, hvis kommunen siger nej til hjemgivelse?

Ved en tvangsanbringelse prøves spørgsmålet om hjemgivelse ved genbehandlingen i Børne- og Ungeudvalget, som sker efter faste frister – og udvalgets afgørelse kan påklages til Ankestyrelsen og indbringes for retten. Advokaten er gratis for dig hele vejen. Er barnet frivilligt anbragt, skal kommunen tage stilling til din anmodning senest 7 dage efter, at den er fremsat.

Hvad er en hjemgivelsesperiode?

En overgangsperiode på op til 6 måneder – i praksis fra få dage til 6 måneder efter behovet – som kommunen skal fastsætte, før barnet flytter hjem. Perioden bruges til en skånsom overgang: hyppigere samvær, et ordentligt farvel til anbringelsesstedet og forberedelse af støtte efter hjemgivelsen. Synes du, perioden er sat for langt, kan afgørelsen om periodens længde påklages til Ankestyrelsen.

Kan mit barn selv bede om at komme hjem?

En ung, der er fyldt 15 år, kan selv anmode om hjemgivelse. Er barnet fyldt 10 år, er det part i sagen med sin egen gratis advokat, som kan rejse spørgsmålet og klage på barnets vegne.

Skal jeg vente på den automatiske genbehandling?

Ved en tvangsanbringelse er genbehandlingen det centrale spor: Sagen skal for Børne- og Ungeudvalget igen inden 1 år ved en førstegangsanbringelse og ellers inden 2 år. Tiden frem mod genbehandlingen er derfor ikke ventetid – det er forberedelsestid, hvor forandringen skal dokumenteres. Husk også, at en klage forrykker genbehandlingsfristen. Det rådgiver vi dig ærligt om.

Hvad lægger kommunen og udvalget vægt på?

Om grundlaget for anbringelsen fortsat er til stede – og om problemerne nu kan løses, mens barnet bor hjemme. Dokumenteret forandring vejer tungt: gennemført behandling, stabil bolig og hverdag, et velfungerende samvær og udtalelser fra fagpersoner. Samtidig vejer barnets behov for ro og stabilitet med i vurderingen – det er vigtigt at kende, når strategien lægges.